Better Rooms: En mere effektiv arbejdsdag

Projekt Better Rooms har udstyret servicemedarbejderne på Trinity Hotel & Konference Center i Fredericia med hver sin tablet. Det har givet både medarbejdere og servicechefen et bedre overblik.

- Tidligere var det sådan, at når servicemedarbejderne havde overstået deres faste opgaver, skulle de ringe til mig for at høre, hvilke arbejdsopgaver, de nu kunne tage fat på. Jeg skulle så hen til den stationære computer for at se hvilke værelser, der stadig manglede at blive gjort i orden.

Servicechef på Trinity Hotel & Konference Center i Fredericia, Alice Madsen, kan i dag tydeligt se, hvor meget tid der førhen blev brugt på at koordinere arbejdsgangene. I dag er det helt anderledes.

Servicechef på Hotel Trinity Alice Madsen De nye tablets giver overblik over arbejdsopgaverne, fortæller servicechef Alice Madsen.
App'en Better Rooms App'en Better Rooms

Mindre spildtid

Projekt Better Rooms har udstyret servicemedarbejderne med hver sin tablet.

- Her kan vi se alle seks afdelinger på samme tid. Servicemedarbejderne kan se hvilke rum, der er blevet ordnet, og hvilke rum der stadig mangler. Det betyder, at de selv kan se, hvor der er behov for hjælp. De behøver ikke længere at spørge mig. Det siger sig selv, at det har gjort arbejdet langt mere effektivt og smidigt end før. Vi har ikke længere
så meget spildtid, og tablet'en gør, at vi får et rigtig godt overblik over arbejdsopgaverne, fortæller servicechef Alice Madsen.

Her giver det mening

Fordelene står nærmest i kø, når Alice Madsen beskriver arbejdsdagen nu.

- Hvis en servicemedarbejder opdager, at en pære er gået ude på et af værelserne, så kan hun indrapportere det direkte til teknikeren. Før skulle hun indrapportere til mig, som så skulle sørge for at give teknikeren besked via computeren.

En anden fordel er, at servicemedarbejderen kan se på skærmen, hvordan det enkelte værelse skal
se ud, når hun er færdig med rengøring og oprydning.

- Vi har forskellige typer værelser, så det er en god hjælp lige at tjekke, om telefonen nu står som den skal, og at kuglepennen ligger det rigtige sted, siger Alice Madsen.

Alice Madsen og servicemedarbejder
Servicemedarbejderne har taget godt imod det nye initiativ med tablets til alle på Trinity Hotel & Konference Center i Fredericia.

Metha Palmus Poulsen, chefsekretær og HR-konsulent på Trinity Hotel & Konference Center, er også begejstret for medarbejdernes nye hverdag.

- Jeg mener ikke, at man skal digitalisere for enhver pris, men projekt Better Rooms giver virkelig mening. Vi har i den grad fået optimeret arbejdsgangene, fortæller hun.

  • Fakta om projekt Better Rooms

    Better Rooms er udviklet i samarbejde med konsulent Claus Ingemann fra virksomheden Kvantespring.

    Trinity Hotel & Konference Center har fået 15.000 kroner fra Krifa og 28.000 fra Netværkslokomotivet til at udvikle projektet og til indkøb
    af tablets.

    Projektet blev præsenteret på en hotelkonference den 12. november 2015 til andre hoteller og konferencecentre.