Danpo: uddannelse i dansk skal fremme omstilling og udvikling

Danpo gennemfører omfattende uddannelse i dansk for deres udenlandske medarbejdere. Danskuddannelsen skal ruste medarbejderne til fremtidige omstillinger.

Kursisterne griner, når tungen slår knuder. De bløde d’er og de stumme h’er driller. Stemningen i klasselokalet er afslappet, men også koncentreret, mens underviseren fra Lærdansk fortæller om danske gloser og fraser, som man bruger på en arbejdsplads.

Vi er til danskundervisning på Danpos kyllingeslagteri i Aars.

- At kunne tale og forstå dansk er en nødvendig kompetence, hvis medarbejderne skal være med, når Danpo indfører nye teknologier og nye arbejdsmåder. Derfor kræver vi, at medarbejderne gør en indsats og består kurset. Til gengæld vil vi også gøre en ekstra indsats for at hjælpe dem i mål, siger Birgit Frederiksen.

Hun er HR-manager hos Danpo, og det var hende, der igangsatte projektet med danskuddannelse for de udenlandske medarbejdere. Omkring 100 medarbejdere på kyllingeslagteriet i Aars og forædlingsfabrikken i Farre har nu gennemgået deres første danskuddannelse. Baggrunden for projektet var, at mange af Danpos udenlandske medarbejdere praktisk taget ikke kunne forstå eller tale dansk. Med danskuddannelsen håber Danpo at ruste de udenlandske medarbejdere til fremtidige udfordringer og omstillinger i fødevareproduktionen.

Ikke råd til fejl

Hensynet til produktionen og fødevaresikkerheden er den primære årsag til, at Danpo satser stort på danskuddannelse. Når man producerer fødevarer, er der ikke råd til fejl.

- Nogle af vores afdelingsledere i produktionen har medarbejdere, som de praktisk taget ikke kan kommunikere med. Hver uge holder afdelingslederne tavlemøder, hvor de kigger tilbage på ugen der gik
og fortæller om planerne for den kommende uges produktion. Nogle medarbejdere går fra disse møder uden at forstå noget, fortæller produktionsdirektør Ivan Schmidt.

Danpo medarbejder
Der stilles store krav til hygiejne- og kvalitetsforståelse i produktionen. Det afspejler sig i medarbejdernes arbejdstøj.

Problemet er reelt

- Forestil dig, at en udenlandsk medarbejder misforstår lederens anvisning og blander en forkert ingrediens i varen. Så risikerer vi at stå med flere ton kylling, som må kasseres. Vi kan jo ikke lige vaske de der 10 kilo paprika, som skulle have været karry, af igen. Den slags fejl håber vi at eliminere eller minimere, når alle taler og forstår dansk, siger Ivan Schmidt.

Behovet for et fælles sprog bliver ikke mindre af, at Danpo indfører mere og mere automatisering med robotter i produktionen. Sådan nogle apparater skal programmeres og indstilles af mennesker, og for
at kunne det, må medarbejderne forstå en vejledning og en anvisning på dansk.

- Dansk er helt enkelt en forudsætning for, at medarbejderne kan fortsætte med at omstille sig til fremtidens produktion, siger Ivan Schmidt.

Styregruppe på Danpo-besøg
Netværkslokomotivets styregruppe besøgte Danpo i januar 2016 og kom bogstavelig talt helt under huden på kyllingefabrikken.

Hyldevaren dur ikke

Danpo har før prøvet at gennemføre danskuddannelse for deres udenlandske medarbejdere. Dengang var tilbuddet et kursus, som medarbejderne kunne tage uden for arbejdstiden. Det frivillige tilbud var bare ikke attraktivt nok for medarbejderne.

  • Fakta

  • Om Danpo

    Danpo A/S slagter, forarbejder
    og sælger kyllinger fra danske
    landmænd.

    Med 800 ansatte og en årlig omsætning på 1,8 milliarder
    kroner leverer virksomheden alle former for kyllingeprodukter til det
    danske marked og til en lang række eksportmarkeder.

    Danpo A/S indgår i fjerkrækoncernen Scandi
    Standard.

  • PIIAC-undersøgelse fra 2013


    PIIAC undersøgelsen fra 2013,
    viser, at knap en million danskere er udfordret af læse-, skrive-, regne- og IT-opgaver såvel arbejdsmæssigt som privat.