Undervisning i arbejdstiden er ”verdens bedste tilbud”

Gratis undervisning i læsning, skrivning og regning til medarbejderne i Halsnæs Kommunes Rengøringsvirksomhed er intet mindre end verdens bedste tilbud, mener leder Hanne Højer.

Anbefal denne side:

75 medarbejdere i Rengøringsvirksomheden i Halsnæs Kommune fik i begyndelsen af februar 2020 et rigtig godt tilbud af deres arbejdsplads: Få tjekket jeres færdigheder i læsning, skrivning, regning og it og deltag i undervisning i arbejdstiden, hvis du vil blive bedre på de områder, hvor du trænger til en opkvalificering.

Leder af Rengøringsvirksomheden i Halsnæs Kommune Hanne Højer kalder det intet mindre end verdens bedste tilbud. Alligevel har hun været spændt på at præsentere projekt Bedre til ord, tal og it for sine rengøringsmedarbejdere ved et informationsmøde.

- Da vi sendte invitationen til informationsmødet ud, oplevede vi lidt modstand. Nogle ringede og spurgte, hvad det nu var for noget, fortælle Hanne Højer efter informationsmødet, der, til hendes store lettelse, er gået godt.

- Jeg tror faktisk, størstedelen vil tage imod undervisning. En håndfuld vil sige nej, men jeg synes, der er en positiv stemning omkring det.

Informationsmøde Rengøringsvirksomheden Halsnæs Kommune
Omkring 50 medarbejdere fra Rengøringsvirksomheden i Halsnæs Kommune er mødt op for at høre om deres muligheder for at blive bedre til at læse, skrive, regne og bruge it.
Informationsmøde Rengøringsvirksomheden Halsnæs Kommune
Rengøringsmedarbejderne i Halsnæs Kommune bliver budt på en pølse og brød efter oplæg omkring projekt Bedre til ord, tal og it. Stemningen er god og flere siger, at de vil sige ja tak til undervisning, hvis deres afklaring viser, at de har behov for det.

De vil gerne

Projektet i Halsnæs Kommune er tilrettelagt sådan, at alle medarbejdere skal have testet deres færdigheder inden for læsning, skrivning, regning og it. Den del er obligatorisk. Den efterfølgende undervisning er frivillig. Man behøver altså ikke deltage, hvis ikke man ønsker det.

At dømme efter stemningen ved informationsmødet lader det nu til, at de fleste vil sige ja tak til undervisning. Efter oplæg af leder Hanne Højer, udviklingschef ved VUC Lyngby Lars Lysdahl og vores egen konsulent, Susan Møller, bliver medarbejderne inviteret på pølser, brød og en sodavand. Rundt om bordene snakkes der livligt om muligheden for at blive bedre de steder, hvor man ved, det kniber. Der er også kærlige opfordringer fra kollega til kollega om at sige ja tak til undervisning.

- Mange af vores tosprogede medarbejdere vil have godt gavn af danskundervisning. Og de vil gerne, siger teamleder Linda Schacke, der også synes, det er et godt tilbud, hun og kollegerne har fået. Alligevel er hun én af de få, der ikke har tænkt sig at deltage i undervisningen, fortæller hun.

- Nej, jeg er 63 år gammel og har deltaget i masser af kurser og efteruddannelse. Så det skal jeg ikke. Men jeg synes, det er rigtig fint, at muligheden er der, siger hun.

  • Fakta

  • Opkvalificering af medarbejderne i Rengøringsvirksomheden

    Projektet i Halsnæs Kommune støttes af den Kommunale Kompetence Fond og følger aftalerne for KL’s indsats ’Bedre til ord, tal og it.’

    Alle i Rengøringsvirksomheden i Halsnæs Kommune får testet deres færdigheder, inklusive ledere og administrative medarbejdere.

    Det er frivilligt, om medarbejderne vil deltage i undervisning, men alle, der ønsker det, tilbydes undervisning.

    Undervisningen foregår i arbejdstiden, og der aftales vikardækning for medarbejderne.

    Projektet i Rengøringsvirksomheden er et pilotprojekt, der forventes fulgt op af tilsvarende tilbud i andre af kommunens afdelinger.

Kan mere, end de selv tror

Leder Hanne Højer håber, at de medarbejdere, der siger ja til det frivillige tilbud, får løftet selvtilliden og måske endda får lyst til mere uddannelse.

- Jeg håber, de vil finde glæden ved at lære, og at de finder ud af, at de kan meget mere, end de selv tror. For det kan de, siger hun og fortæller, at de også på arbejdspladsen kan bruge undervisningen positivt.

- Her på arbejdspladsen kan de bruge de nye færdigheder til at skrive beskeder, svare på sms’er og dosere rengøringsmidlerne rigtigt. Fra et andet uddannelsesprojekt har vi også oplevet et fald i sygefraværet, fordi medarbejderne bliver endnu mere positive og glade for at gå på arbejde. Så jeg synes virkelig, det er verdens bedste tilbud til vores medarbejdere, lyder det fra Hanne Højer.