Har du tændt det lange lys i dag?

Sæt det lange lys på, når du beslutter dig for at opkvalificere dine medarbejdere. For nok kan det koste dig lidt på den korte bane, til gengæld er gevinsterne store på den lange, skriver Netværkslokomotivets konsulent Gitte Stjernfelt.

Anbefal denne side:

Af konsulent Gitte Stjernfelt

Ved du hvad?

Du er på rette spor.

Du har på en eller anden vis haft kontakt til Netværkslokomotivet og vist en interesse i at udvikle og efteruddanne dine medarbejdere. Ellers var du ikke endt her i mit blogindlæg. Stort tillykke med det. Du er helt på rette vej.

Nu, hvor du er så langt, har jeg et spørgsmål til dig:

Er du for alvor i gang med at fremtidssikre din virksomhed? Hvis ikke, så vil jeg dele et par argumenter med dig, som forhåbentlig gør dig klar til at træffe en beslutning, du bliver glad for.

Fremtidens kompetencer er (også) digitale

Lad os starte med helikopterperspektivet.

Teknologi og den digitale udvikling har stor international opmærksomhed. For eksempel har EU for nylig udarbejdet en digitaliseringsstrategi, hvor borgernes (og dermed medarbejdernes) digitale kompetencer er i fokus. Den korte version af det er, at alt det spændende og økonomisk fordelagtige, vi kan med big data og teknologi, i sidste ende afhænger af, at vi som mennesker er i stand til at anvende det.

Kort sagt vil dine medarbejderes digitale kompetencer få stor betydning i fremtiden – både på arbejdspladsen og derhjemme.

Flyt dig fra tanke til handling

Der findes en lang række argumenter for, at efteruddannelse er en god idé. Jeg har skrevet nogle eksempler på resultater, som din virksomhed kan opnå, når I går i gang med et kompetenceudviklingsforløb.

Det er mit forsøg på at hjælpe dig med at nå fra tanken om at udvikle dine medarbejdere til faktisk at handle på den tanke og komme i gang.

Efter et kompetenceudviklingsforløb vil I (blandt andet) opleve:

  • Bedre sammenhold
  • Øget trivsel
  • Mere arbejdsglæde
  • Øget produktivitet
  • Bedre kommunikation
  • Øget fastholdelse af medarbejdere
  • Nemmere ved at tiltrække nye medarbejdere

Derudover får I også medarbejdere med større selvtillid, som tør varetage nye arbejdsopgaver. De får mere mod på uddannelse og faglige kurser, og de vil føle sig (mere) værdsatte, fordi du investerer i dem. Det betyder også, at du får nogle rigtig gode ambassadører for din virksomhed.

Ring til en ven

Ingen tvivl om at et udviklingsforløb, der løfter dine medarbejderes kompetencer, kræver kræfter og ressourcer. Det er komplekst at få overblik over systemer og rammer, barrierer og motivation, udbud og mulighed for kurser. Det er her, du skal ringe til en ven, nemlig os i Netværkslokomotivet. Vi kan og vil hjælpe dig igennem processen. Du kan trække på os og vores netværk – uden at det i øvrigt skal koste dig noget.

Sæt det lange lys på

Så - mit råd til dig er: Sæt det lange lys på.

Kom i gang med at fremtidssikre din virksomhed gennem medarbejderne. De er din vigtigste ressource til at sikre drift og god bundlinje – både på den korte og den lange bane.