Ammeraal Beltech får Netværkslokomotivets Årspris 2019

Ammeraal Beltech er modtager af Netværkslokomotivets Årspris 2019 for deres arbejde med at afklare og opkvalificere alle medarbejdere fra fejedreng til direktionsgang.

Anbefal denne side:

Vejle-virksomheden Ammeraal Beltech er dette års modtager af Netværkslokomotivets Årspris 2019.

Årsprisen uddeles til en virksomhed, der har gjort en særlig indsats for at udvikle læse-, skrive-, regne- eller danskkundskaberne hos medarbejderne, og som videreformidler virksomhedens erfaringer til andre virksomheder.

Det er Netværkslokomotivets styregruppe, der på baggrund af de indstillinger, de har modtaget, udvælger modtageren af årsprisen.

I indstillingen af Ammeraal Beltech lyder det blandt andet, at ”alle i virksomheden blev screenet i dansk og matematik, lige fra fejedreng til direktionsgang. Dette for at sikre, at alle med behov for enten ordblindeundervisning eller forberedende voksenundervisning kunne få mulighed for at komme på kursus.”

Glade medarbejdere

Årsprisen blev overrakt til HR manager på Ammeraal Beltech Lene Boe i forbindelse med Netværkslokomotivets Årsmøde 2019. Her fortalte Lene Boe blandt andet, hvad virksomheden har fået ud af det uddannelsesforløb, de startede op for tre år siden.

- Vi kan ikke sige, at vi har solgt syv ekstra transportbånd, men vi oplever, at folk er meget positive og glade, når de kommer tilbage fra kursusforløb. De kommer hjem med lyst til at lære mere, og de kommer hjem og kan få mere ud af kurser og efteruddannelse, de kommer på fremadrettet.

Fleksibelt samarbejde

Ammeraal Beltech har siden forløbets start for tre år siden fået afklaret omkring 180 medarbejdere. Heraf har 25 medarbejdere fået ordblindeundervisning, 30 har været på dansk- eller matematikkursus, og i øjeblikket
er en god håndfuld medarbejdere i gang med at få opdateret deres engelskkundskaber. Det er ikke altid nemt at få ordrebogen til at gå op med kursusaktivitet, men et godt samarbejde med den lokale uddannelsesinstitution og Netværkslokomotivet har fået det til at fungere.

- Vi er en ordreproducerende virksomhed, og selvom vi planlægger os ud af efteruddannelse, så sker det nogle gange, at der kommer en kæmpe ordre ind, som gør, at nogle medarbejdere er nødt til at melde fra på et kursus. Der har både Netværkslokomotivet og Campus Vejle været rigtig fleksible i forhold til at få det til hele til at gå op. Så det har været rigtig positivt at arbejde sammen med jer omkring det, sagde Lene Boe i sin takketale til Årsmøde 2019.

Deler erfaringer med andre

Ammeraal Beltech får ikke kun Årsprisen 2019 for deres fokus på at løfte alle medarbejdernes kompetencer. Virksomheden har også rundhåndet delt ud af sine erfaringer til andre.

Sammen med blandt andre Netværkslokomotivet og Campus Vejle har Ammeraal Beltech for eksempel lagt hus til to arrangementer i forbindelse med projekt Fremtidens Vejle, hvis formål er at ruste virksomheder i Vejle og omegn til fremtiden.

- Ammeraal Beltech har ikke kun taget ansvar for sine egne medarbejdere. De har også delt ud af deres erfaringer med kompetenceløft. Det synes vi fortjener stor ros og anerkendelse, og derfor får de Årsprisen 2019, lyder det fra konsulent ved Netværkslokomotivet Jonna Bach, der har hjulpet Ammeraal Beltech i
gang med uddannelsesprojektet.

  • Fakta om Årsprisen til Ammeraal Beltech

    Ammeraal Beltech beskæftiger
    omkring 190 medarbejdere.

    Virksomheden er en af verdens
    førende producenter af plastmodulære bånd og kæder
    til intern transport.

    Årsprisen 2019 er en skulptur
    af kunstneren Karen Marie
    Fredslund lavet specielt til
    Ammeraal Beltech.

    Netværkslokomotivets
    Facebookside kan man se en
    video med overrækkelsen af
    Årsprisen til Ammeraal Beltech.