Vi ønsker alle en glædelig jul & godt nytår - En julehilsen fra Styregruppens formand

Styregruppens formand Ellen Halling

 

Jeg håber, at vi får travlt

Julehilsen fra styregruppens formand

Formand for Netværkslokomotivets styregruppe, Ellen Halling, Danfoss, er ikke i tvivl om nytårsforsætterne for 2016:

- Jeg håber da, at vi får rigtig mange kursister på skolebænken i 2016. Der er jo stadig et meget stort behov for at få opgraderet færdighederne i dansk og regning.
Og derfor håber jeg, at Netværkslokomotivets dygtige konsulenter igen kan se frem til et år med travlhed. 


På skinner

Ellen Halling er ny som formand for Netværkslokomotivets styregruppe.

- Ser jeg tilbage på 2015, så handler det jo meget om, at vores mangeårige formand for styregruppen, Jane Hansen, takkede af, fordi hun gik på efterløn. Hun har gjort et fantastisk stykke arbejde. Hun har virkelig fået lokomotivet sat på skinner, og som jeg har lovet hende, vil jeg og styregruppen gøre vores bedste, for at det også i fremtiden er et velsmurt lokomotiv, der kører til tiden. Vi skal bevare det gode vi har opbygget, men også være åbne for nye muligheder og udvikling.

 

Erfaringer og inspiration

- Mit håb for Netværkslokomotivets seneste skud på stammen: At vi også som

Idé- & Formidlingscenter vil blomstre i de kommende år. Og jeg håber også, at rigtig mange vil blive inspirerede af vores arbejde. Vi vil gerne dele ud af vores mange gode erfaringer, og vi vil også  gerne selv finde inspiration udefra.

 

Ønske: Fortsat politisk velvilje

- Vi er jo afhængige af midler udefra, hvis Netværkslokomotivet fortsat skal kunne tilbyde sine ydelser. Derfor er det mit helt store ønske, at der også fremover vil være politisk velvilje og opbakning til os, så vi igen kan opnå støtte via satspuljemidlerne, siger styregruppens formand, Ellen Halling, før hun slutter af med et:

Glædelig jul til konsulenter og samarbejdspartnere – og et forrygende godt nytår.