Drop forretningsplanen og dyk ned i talentet

Business coach Oluf C. Lund fortæller om ordblindes succes som iværksættere ved erhvervsevent 'Ordblinde - en overset ressource' i Horsens den 28. september 2018. Foto: Lars Juul Nielsen

Business coach Oluf C. Lund mener, vi skal være bedre til at hjælpe de ordblinde i gang med iværksætteriet. Flere undersøgelser viser nemlig, at de er dygtige iværksættere. Foto: Lars Juul Nielsen

Ordblinde iværksættere er ifølge flere undersøgelser mere succesfulde end andre. Men erhvervslivets forventninger om forkromede forretningsplaner risikerer at dræbe lysten til iværksætteri blandt de ordblinde. Det skal der laves om på, mener business coach Oluf C. Lund, der rådgiver iværksættere.

Den skulle være god nok. Ifølge flere udenlandske undersøgelser er ordblinde iværksættere mere succesfulde end andre. Spørgsmålet er hvorfor? Det spørgsmål kan Oluf C. Lund svare på. Han er business coach og har flere års erfaring inden for rådgivning og vejledning af iværksættere. I dag arbejder han på et landsdækkende fremstød for ordblinde iværksættere, og hans erfaring er, at de ordblinde kan noget, andre ikke kan.

- Ordblinde er ofte gode til at have mange bolde i luften. De er også gode til at erkende, når der er noget, de ikke kan, og de er gode til at spørge om hjælp. Og så er de dygtige til at danne netværk – og dét er vigtigt som iværksætter, fortæller Oluf C. Lund.

Irriterende at være ordblind

En af dem, han taler om, er 28-årige Peter Bjerre Andersen. Han står bag virksomheden Inusect, der sælger bæredygtigt hundemad. Peter Bjerre Andersen er iværksætter – og så har han siden 7. klasse vidst, at han er ordblind. Han kan sagtens genkende Oluf C. Lunds beskrivelse af ordblinde iværksættere.

- Jeg er selv god til at opbygge netværk og finde nogen, der kan hjælpe mig. Jeg forstår at bruge folks kompetencer. Det er det, man skal som iværksætter. Man skal gøre det, man kan finde ud af, og det, man ikke kan finde ud af, det skal man outsource.

Ud med forretningsplaner

Der findes ingen statistik over, hvor mange ordblinde iværksættere, der er i Danmark. En svensk undersøgelse af succesfulde iværksættere viser, at 44 procent af dem, der havde skabt deres egen formue, havde en grad af ordblindhed. Engelske og amerikanske undersøgelser peger i samme retning. Ifølge Oluf C. Lund kan det dog være svært for de ordblinde at få fodfæste i en branche, der hellere vil have forkromede forretningsplaner end iværksættertalent.

- Jeg vil gerne nedbryde brugen af forretningsplaner. Hvad skal vi med dem? Investorerne skal hellere se på, om iværksætterne kan løse en opgave, om de evner at bygge et team op omkring sig, om de er robuste, og om de tager udfordringer op og finder løsninger på dem, siger Oluf C. Lund.

Han bliver bakket op af Peter Bjerre Andersen, der aldrig har været vild med at lave forretningsplaner.

- Jeg synes ikke, det var særlig sjovt i starten, når jeg skulle sidde inde på Virk.dk og skrive en forretningsplan. Det gav ikke så meget mening i min verden, for jeg skulle jo bare komme ud med et produkt, erindrer han.

Ordblinde: brug din styrke

Oluf C. Lund mener netop, det er lysten til at komme i gang med at udvikle sit produkt, der er en styrke hos de ordblinde.

- De (ordblinde, red.) er dygtige iværksættere, fordi de ikke vælter rundt i forretningsplaner. De gider ikke lave dem, for det giver ingen mening for dem. De vil hellere handle på tingene. Det skal de have lov til, siger han.

Og hvordan får de så det? Ifølge Oluf C. Lund skal pladsen til de ordblinde iværksættere skabes på begge sider af bordet – både i erhvervslivet og hos de ordblinde selv.

- Investorerne og rådgiverne skal ud af deres komfortzone. De skal droppe forretningsplanerne og komme ud i verden og se, hvad der sker derude. Det andet er udtryk for dovenskab, magelighed og tryghed. De ordblinde skal til gengæld turde stille krav til investorerne. De skal tage dialogen og lade være med at putte med deres ordblindhed. Brug den som en styrke. For det er det, lyder det fra Oluf C. Lund.

Læs mere om ordblindhed i vores Nyhedsbrev, nr. 3, oktober 2018 - et temanummer om ordblindhed