Better_Rooms

Med de nye tablets har både medarbejdere og servicechef fået bedre overblik

Af freelancejournalist Sisse Valnert
Foto: Mogens Schmidt, netværkslokomotivet

- Tidligere var det sådan, at når servicemedarbejderne havde overstået deres faste opgaver, skulle de ringe til mig for at høre, hvilke arbejdsopgaver, de nu kunne tage fat på. Jeg skulle så hen til den stationære computer for at se hvilke værelser, der stadig manglede at  blive gjort i orden.

Servicechef på Trinity Hotel & Konference Center i Fredericia, Alice Madsen, kan i dag tydeligt se, hvor meget tid der førhen blev brugt på at koordinere arbejdsgangene.

I dag er det helt anderledes.

Mindre spildtid

Projekt Better Rooms har udstyret servicemedarbejderne med hver sin tablet.

- Her kan vi se alle seks afdelinger på samme tid. Servicemedarbejderne kan se hvilke rum, der er blevet ordnet, og hvilke rum der stadig mangler. Det betyder, at de selv kan se, hvor der er behov for hjælp. De behøver ikke længere at spørge mig. Det siger sig selv, at det har gjort arbejdet langt mere effektivt og smidigt end før. Vi har ikke længere så meget spildtid, og tablet'en gør, at vi får et rigtig godt overblik over arbejdsopgaverne. 

Her giver det mening

Fordelene står nærmest i kø, når Alice Madsen beskriver arbejdsdagen nu.

- Hvis en servicemedarbejder opdager, at en pære er gået ude på et af værelserne, så kan hun indrapportere det direkte til teknikeren. Før skulle hun indrapportere til mig, som så skulle sørge for at give teknikeren besked via computeren.

En anden fordel er, at servicemedarbejderen kan se på skærmen, hvordan det enkelte værelse skal se ud, når hun er færdig med rengøring og oprydning.

- Vi har forskellige typer værelser, så det er en god hjælp lige at tjekke, om telefonen nu står som den skal, og at kuglepennen ligger det rigtige sted, siger Alice Madsen.

Metha Palmus Hansen, chefsekretær og HR-konsulent på Trinity Hotel & Konference Center, er også begejstret for medarbejdernes nye hverdag.

- Jeg mener ikke, at man skal digitalisere for enhver pris, men projekt Better Rooms giver virkelig mening. Vi har i den grad fået optimeret arbejdsgangene.

 
 
Fakta:
Better Rooms er udviklet i samarbejde med konsulent Claus Ingemann fra virksomheden Kvantespring.
 
Trinity Hotel & Konference Center har fået 15.000 kroner fra Krifa og 28.000 fra Netværkslokomotivet til at udvikle projektet og til indkøb af tablets.
 
Projektet blev præsenteret på hotelkonference den 12. november 2015 til andre hoteller og konference centre